Med udgangspunkt i fodbold har projektet med arbejdstitlen 'Fodbold Fulton' til formål at afprøve nye pædagogiske og uddannelsesmæssige værktøjer til at nå en gruppe unge, som har vanskeligt ved at finde sig til rette i skolesystemet og i samfundet generelt.
Med erfaring fra en række tv-udsendelser på TV2 og inspiration fra Fulton-skibets gamle skipper, vil Brian Laudrup og Lars Høgh skabe et projekt, der giver drenge, som er kommet skævt ind på livet, en ny start.
Projektet skal have til huse i en aktiv kommune, som vil se initiativet som et positivt islæt i lokalmiljøet - tæt på natur og vand og i passende afstand til bymiljøets mange fristelser. Her skal 16 drenge bo og undervises, indtil de er klar til nye udfordringer.
Ved at integrere ny viden om læring (såkaldte læringsstile) og sund kost med en målrettet pædagogisk indsats, der bygger på fodboldens enkle principper og regler, vil drengene få mulighed for at udvikle deres identitet og opdage, at de er i stand til at lære, hvis metoden er den rigtige - og dermed vælge en ny kurs for deres fremtid.