Konceptet
Laudrup & Høgh og Mejeriernes Skolemælksordning er i fællesskab glade for at kunne præsentere SkolemælkCup som er et nyt, sjovt, socialt og anderledes fodboldkoncept der er rettet mod folkeskolernes 3., 4., 5., og 6. klassetrin.
SkolemælkCup er en indendørs fodboldturnering, hvor elever fra kommunens skoler kæmper mod hinanden på en utraditionel måde, hvor alle kan være med. Piger og drenge spiller sammen på mix-hold inddelt efter klassetrin, og der spilles efter regler, der tilgodeser pigernes medvirken og det at gøre hinanden gode.
SkolemælkCup består af en indledende fase, hvor eleverne på skolen, i idrætstimerne, skal konkurrere mod hinanden for at finde de hold, der skal repræsentere deres skole til det store kommunale finalestævne i SkolemælkCup. Til finalestævnet skal de elever, der har spillet sig til at skulle repræsentere deres skole, dyste mod hold fra kommunens andre skoler i kampen om at kunne kalde sig kommunal vinder af SkolemælkCup 2010/2011.
SkolemælkCup adskiller sig fra andre traditionelle turneringer ved at der til finalestævnet spilles på specielle baner med oppustelige bander og mål, og ved at finalestævnet indeholder en dimension, hvor fodboldholdene kan få hjælp af klassekammerater (”konkurrencehold”)der dyster i indlagte konkurrencer.
Idéen bag
Idéen bag konceptet SkolemælkCup bygger på en filosofi om, at fodbold ikke blot er et spil med to hold og en bold – men at fodbold også kan tilbyde en vigtig lære for og om livet: Hvordan man lærer at håndtere sejre og nederlag, hvordan vejen til succes kan grundlægges ved hjælp af sammenhold, team-spirit og ofte på tværs af sociale og etniske forskelligheder.
Ideén til konceptet er bl.a. også udsprunget fra et ønske om at få selve fodboldspillet til at “overleve” i en tid, hvor tilbuddene til børn og unge i overvældende grad konkurrerer om de unges tid og gunst. 75% af alle drenge, der spiller fodbold, stopper inden de er fyldt 17 år! Det er derfor også nødvendigt for fodboldspillet at udvikle sig og målrette sig til børn og unges krav. Vores filosofi er, at fodbold skal være sjovt og lidenskabeligt – jo flere, der spiller fodbold og elsker det, jo større vil talentmassen blive, og i sidste ende vil man kunne finde flere spillere med landsholds-potentiale.
SkolemælkCup er desuden udviklet med henblik på, med gode sociale oplevelser gennem fysisk aktivitet og fodbold, at kunne inspirere og motivere børn til fremadrettet at dyrke idræt. SkolemælkCup er således også et tiltag mod en negativ tendens, hvor alt for mange børn og unge fravælger idræt og motion – en problematik, der er tæt forbundet med overvægt. I Danmark forekommer der således overvægt hos ca. 21 % piger og ca. 15 % drenge i aldersgruppen 6-16 år*- en problematik, der på sigt både kan medføre alvorlige fysiske og psykiske konsekvenser.
*Kilde: Motions- og Ernæringsrådet: ” Monitorering af forekomsten af fedme”, 2008.